Vi har spurgt Morten Strange, socialpædagog fra Randers kommune om hans syn på og arbejdet med medinddragelse af de unge i hans arbejde. Det er der kommet dette fantastiske indlæg ud af. Tak til Morten for at ville lægge arbejde i at formidle sine erfaringer ud.

I arbejdet med udsatte unge, og for den sags skyld andre borgere, som har behov for støtte, er der ofte mange instanser og personer, som lige nøjagtigt ved, hvad der skal til for at hjælpe den pågældende person. Men det virker ikke altid som vi ønsker det…

Måske skulle vi prøve, at spørge den unge om, hvordan han/hun selv oplever sit liv. Hvilke ønsker til forandring den unge har. Hvilke ressourcer og udfordringer den unge selv ser. Og hvordan de igangsatte foranstaltninger kan hjælpe den unge til at hjælpe sig selv. Det er jo den unge, som er hovedaktør i eget liv.

Det er min erfaring, at vi som pædagogisk personale opnår langt større succesrate med de unge, hvis vi inddrager dem i, hvad vi skal forandre og udvikle, og hvordan vi sammen når frem til det mål. Der er måske mange måder at gøre dette på, og tilgangen kan være forskellig fra sted til sted, men det vigtigste er, at vi er nysgerrige på den unge og spørger ind til, hvad den unge er motiveret for at ændre i sit liv – det er her, vi virkelig kan flytte noget.

Gennem de seneste år har jeg været meget optaget af at finde ud af, hvordan jeg/vi bedst muligt kan skabe en positiv udvikling ved de unge, vi arbejder med. Et vigtigt arbejdsredskab er at generere meget viden om den unge og den unges ønsker, så det er den viden, vi tager udgangspunkt i, når vi laver udviklingsmål for og med den unge. Ofte følger der en stor sagsmappe med, når vi får en sag visiteret, som vi troligt giver os til at læse igennem. I disse rapporter, udtalelser og undersøgelser er der stort set altid fokus på alle de områder, hvor den unge ”falder igennem” og klarer sig dårligt, og papirerne er ofte flere år gamle, så meget kan have ændret sig. Min opfordring til alle, som arbejder med udsatte borgere er, at vi skal have den unges perspektiv på banen. Vi skal have en struktureret samtale med den unge, hvor vi spørger ind til de områder i livet, hvor den unge kan have/har behov for at forandre noget.

Jamen hvorfor nu det?

Undertegnede har med udgangspunkt i denne tankegang udviklet en struktureret samtale, som er interesseret i, at have en dialog med den unge omkring ”hvad ser jeg” og ”hvad ser du”. Vi skal ikke blive enige med den unge om, hvordan den unge er. Vores faglighed ved heller ikke bedre. Vi er ikke interesserede i af få den unge defineret eller diagnosticeret.

Vi er interesserede i at høre, hvad de unge siger til sig selv, og hvilke hændelser der udgør deres identitet. Vi vil gerne vide noget om, hvad de selv oplever som hæmmende. Hvad hjælper dem? Eksempelvis: ”Hvad oplever DU som hjælp? Hvad hjælper dig bare ikke?”

Ved at skabe et rum, hvor vi ”tvinges” til at lytte til den unges version, stiller vi samtidig vores egen opfattelse af tingene i et andet lys. Det giver os en mulighed for at stille os til rådighed for de unge. Ved at være undersøgende og lyttende og være klar over, at vi ikke ved bedst, sætter vi os selv i spil som hjælpere, lyttere, og medspillere, og ikke som administratorer, vogtere og chefer.

I den strukturerede samtale er der lagt vægt på, at både pædagogen og den unge får en stemme og kommer retteligt til orde om sagen. Samtidig ønskes det at komme lidt omkring tingene.

Vi er ikke eksperter i de unges liv. Vores ønsker og forestillinger om det gode liv er ikke nødvendigvis de samme, som dem de unge har.

Redskabet…

Konkret er den strukturerede samtale udformet som to spørgeskemaer; et til den unge og et til pædagogen, hvor de hver især afkrydser, hvilke udsagn, der passer bedst på den unge. Dette spørgeskema omhandler områder, som ofte også findes i handleplanen, såsom boligforhold, økonomi, familieforhold, fritidsforhold og venskaber, arbejde/uddannelse, forbrug af stoffer, kriminalitet, overskud i hverdagen, sundhed og overordnet set.

Der er i spørgeskemaet 6 udsagn om hvert område og det er her, at den unge og pædagogen afkrydser, hvad de mener passer bedst på den unge. Det er yderst vigtigt at pointere, at pædagogen ofte ikke kender den unge, så at det er et rent gæt fra pædagogens side – altså et gæt og et førstehåndsindtryk, der bedømmes ud fra. Men vi skal ikke være enige, da redskabet er lavet som et dialogskabende redskab, som skal give både den unge og os som pædagogisk personale, bedre mulighed for at afdække, hvor den unge har mest mulig gavn af, at vi starter med at arbejde.

Når skemaerne er udfyldt, gennemlæses svarene kronologisk i fællesskab. Det er ligegyldigt, om det er den unge eller pædagogen, der siger, hvad de har svaret. Begge skemaer kan også lægges ved siden af hinanden og så gennemgås. Hvert emne har en række opfølgningsspørgsmål på pædagogens dokument. Disse er vejledende og er hjælpespørgsmål. Disse hjælpespørgsmål er til for at få endnu mere viden om området end det den unge lige selv fortæller til at starte med. Afslutningsvis for hvert område kan der spørges: ”Er det noget, du ønsker vi skal arbejde videre med?” – herved finder vi ud af, hvor motivationen til forandring ved den unge ligger.

Det er også her vi som pædagogisk personale skal være nysgerrige på, hvad den unge ser som den største udfordring i sit liv og kan komme med sit syn på, hvordan han/hun kan hjælpes bedst til en positiv udvikling. Motivationen fra den unge til at arbejde med et givent punkt er altafgørende for, om det lykkes at skabe en positiv udvikling. Altså søger vi at inddrage den unge i sit eget liv, ansvarliggøre den unge for at være aktør for forandring, samt at afklare hvad den unge selv kan gøre, og hvor der ønskes støtte til at skabe forandringer.

Det er ikke raketvidenskab vi har med at gøre, men hovedpointen i at have en struktureret samtale med den unge er at skabe grundlag for en nuanceret samtale og danne solidt og nærværende udgangspunkt for et bevidst relationsarbejde.

Effekten…

Gennem det seneste år har vi brugt den strukturerede samtale som redskab på min arbejdsplads (udsatte unge 12-23 år) og det har vist positive resultater. Når vi aktivt inddrager den unge i det, som vi skal udvikle og forandre, sker der ofte et skifte fra at modarbejde ”systemet” til at den unge begynder at være medbestemmende og tage ejerskab over, hvordan det går med udviklingen. Den unge kan være med til at evaluere sig selv, hvilket har vist sig, at skabe en stor motivation for at gøre noget aktivt for at skabe forandring hos den unge. Ingen unge, eller andre personer for den sags skyld, ønsker at andre skal diktere, hvordan der skal arbejdes og derfor er det yderst vigtigt, at vi får den unge i tale om, hvordan han/hun selv kan gøre noget for forandring, og hvordan vi kan støtte op om at nå det pågældende mål.

Når vi som pædagogisk personale, gennem en struktureret samtale, kan generere viden om den unges nuværende livssituation, og ikke mindst få den unges perspektiv på eget liv, så kan vi tage udgangspunkt i noget aktuelt, som den unge kan forholde sig til, og vi kan sammen arbejde mod et fælles mål og en forandring.

Jeg har oplevet et skifte i tankegangen i de seneste 8 år, jeg har arbejdet som pædagog inden for området med socialt udsatte børn og unge. Vi er i højere grad blevet bevidste om, at hvis de unge skal klargøres til et godt og selvstændigt voksenliv, så skal de lære at tage ansvar og handle anderledes, end de hidtil har gjort. Det er altså ikke nok, at vi som pædagogisk personale blot afhjælper problemerne for den unge, men den unge skal inddrages og lære at tackle livets udfordringer på egen hånd, med os som guide og støtte naturligvis. Lyt til den unge, inddrag den unge, og skab motivation for at være hovedaktør i eget liv.

Af Morten Strange

Socialpædagog i Randers Kommune, coach, foredragsholder og ejer af firmaet Mstrange.dk