Hvad er vigtigt at være opmærksom på, når man tager imod et barn eller en ung på en akutinstitution? Og hvorfor er det helt essentielt, at ledelsen tager ansvar for strukturen i arbejdet med udviklingsmålene?
Disse spørgsmål – og mange flere – har vi stillet Helle Janner, der er pædagogisk leder på akutinstitutionen, Borgmesterbakken i Horsens, hvor man siden 2014-2015 har gennemlevet en gennemgribende kulturændring.

På Borgmesterbakken tager de imod børn og unge mellem 1 og 18 år, når de akut har behov for at blive anbragt uden for hjemmet. De anbragte børn eller unge kommer enten hjemmefra, eller også kommer de fra en plejefamilie, hvor der er sket et sammenbrud. Derfor er det også som regel med en begrænset viden, at Helle og sine ansatte tager imod barnet eller den unge. Også netop derfor understreger Helle, at det er vigtigt, at man er skarp helt fra starten af indskrivningsprocessen.

”Jeg er meget optaget af den første kontakt med barnet, fordi jeg tror på, at man kommer bedst i mål med noget, hvis man har barnet eller den unge med på deres niveau. Derudover er jeg også optaget af kontakten med netværket – især familienetværket, hvis de har kontakt til familien. Det kan også være et barn eller en ung, hvor det er en skolelærer, der kommer med barnet. Generelt det at have netværket med er et kæmpe aktiv.”

Udover samarbejdet med barnet eller den unges netværk understreger Helle Janner også vigtigheden af, at man har etableret et stærkt samarbejde med kommunen, hvor man også stiller høje krav.

”Kommunen spiller også en stor rolle. Vi samarbejder rigtig meget med kommunen, og vi stiller et højt krav til dette samarbejde. Det har vi fået etableret med vores primære leverandør, som er Horsens Kommune.”

I forhold til oprettelse af udviklingsmål ved indskrivning på Borgmesterbakken arbejder de som udgangspunkt ud fra nogle præformulerede mål. Disse mål beskriver Helle Janner som værende både brede, men også helt essentielle og uhyre vigtige.

”Først og fremmest indebærer de noget med tillid – de skal have tillid til os som voksne og tillid til os som sted. Derudover er der skolegangen, hvor fokus enten ligger på vedligehold eller etablér alt efter barnet eller den unges situation. Til sidst er der noget omkring fritid, venskaber og netværk – altså at holde god kontakt med netværket og familieforholdet. På den måde er de ligesom placeret ind i alle indsatsområderne – også på handleplanen.”

Når først målene for det enkelte barn eller unge er blevet fastlagt forklarer Helle Janner, at de løbende evaluerer målene.

”Vi evaluerer målene kontinuerligt hver 6. uge. Jeg har lavet en plan over, at de hver 6. uge kører i TEAMS, og så evaluerer vi dem der.”

Her lægger Helle Janner især vægt på, at barnet eller den unge selv bliver inddraget i deres egen udvikling.

”Vi har udviklingssamtaler ca. hver 6. uge inden vi laver målene, og så holder vi en lille tilbagemelding efterfølgende. Lige nu har jeg en pige, der bor her, som arbejder hen mod at skulle flytte i egen lejlighed inden for ca. 6 måneder. Når vi afholder udviklingssamtaler, kommer hun med input, mens jeg også snakker med hende om, hvad jeg har bemærket, og om hun kan se nogle perspektiver ind i det. På den måde bliver det ikke en skjult måde at lære hende noget på, men en åben og reel måde at inddrage dem i deres egen udvikling.”

Helle Janner forklarer yderligere, at de heller ikke blot modtager en handleplan med posten og agerer efter den. Tværtimod går de altid i dialog omkring det.

”Vi inviterer vores rådgivere til at komme til et handleplansmøde, hvor vi alle sammen sidder – der sidder en fra kommunen, en ung, nogle forældre, måske en familiebehandler og os, og så snakker vi åbent og ærligt omkring, hvorfor barnet eller den unge er placeret her. På den måde kan vi sammen få lavet en handleplan for opholdet på Borgmesterbakken, så alle ved, at vi altid kan trække den her handleplan frem og snakke om den.”

Samtidig påpeger Helle Janner, at man heller ikke skal undervurdere omfanget af en sådan struktur på en institution. Ifølge Helle Janner kræver det nemlig, at ledelsen tager ansvar.

”Det er vigtigt at sige, at det er ledelsens ansvar. Det kan ikke være pædagogernes ansvar, de kan ikke løfte det, og man skal som ledelse beslutte, at det er sådan her vi gør det – ellers falder det simpelthen til jorden. Og det tager lang tid, det er ikke bare noget der er fikset og ordnet på et halvt år. Det er ligesom en gennemgribende kulturændring, som vi har været i gang med siden 2014-2015.” 

Her uddyber Helle Janner yderligere, at det også er ledelsens ansvar, at der både er tid og rum til en sådan implementering. 

”Ledelsen skal bakke op og beslutte, at det er den her vej, man går. Det er også ledelsen, der skal sørge for, at der er tid og rum til de her ting, og at man som pædagog ved, at man hele tiden kan vende tilbage til sin leder. Der skal være nogle klare veje at gå for implementeringen af det, for eller bliver det sådan noget man prøver i et halvt til et helt år, og så falder man tilbage til de gamle vaner igen.”

Slutteligt pointerer Helle Janner vigtigheden af, at man generelt arbejder i de samme retninger, så man netop får skabt en målrettethed i arbejdet med barnet eller den unge.

”Det er vigtigt, at man på institutionen følger handleplanen og de mål, der er sat for det enkelte barn. Ellers risikerer man at arbejde i alle retninger, og dermed mister man den her målrettethed i arbejdet. Målrettetheden i arbejdet er alfa og omega.”