Martin Hansen

Ser du målet, Daniel?

Indrømmet. Overskriften er let købt. Men indholdet er vigtigt.

Inden for socialområdet arbejder vi med målrettede indsatser rettet mod barnet, den unge og familien. I det følgende indlæg omtalt borgeren.

I handleplanen formuleres de indsatser, som borgeren skal arbejde med i den kommende periode. Over tid er handleplanen blevet langt mere vedkommende for borgeren og målene mere relevante og konkrete. MEN - er målene i handleplanen kommet til via sagsbehandlerens formuleringer og ønsker for borgeren? Eller har borgeren selv formuleret og ikke mindst forstået og indvilget i indholdet af målene?

Vi kender selv til det at være motiveret for at nå et mål. Det kan være at løbe 10 kilometer. Hvis min kone har sat målet for mig, og det ikke er et ønske fra min side, bliver det mere end svært at træne, øve og gennemføre, når det gør ondt, og der er forhindringer på vejen.

Den indre motivation for at nå målet er super vigtig, men det kræver at borgeren selv har et brændende ønske om at ville forandre eller nå noget – at ville forandringen trods modstand og modgang. Hvis borgeren selv har formuleret og forstået målet, er det så meget nemmere at hjælpe og støtte borgeren med at nå målet. Derfor kan det være en god ide, at borgeren selv sætter ord på deres forståelse af målene. Hvad tænker de, hvor kommer ønsket om forandring fra, og hvilken hjælp har de brug for?

Det handler om at skabe synergi sammen med borgeren for at nå målet. Forstå borgerens ønske og motivation, forstå borgerens begrænsninger og eventuel modstand. Ser borgeren først målet foran sig, så opstår der vilje til at nå målet.

by Martin Hansen

Værdien af god support

Kender I det med at have oplevelsen af, at man har ringet og ulejliget supporten med et problem, man gerne ville have løst? Fornemmelsen af, at man egentlig bare gerne ville have svar på en konkret udfordring og ender med at stå tilbage med følelsen af, at supporten enten ikke var brugbar, eller at supporten var direkte uforskammet?

Jeg tillader mig at mene, at jeg gennem telefonen kan mærke, om supporten er ægte interesseret i mit problem, har et reelt ønske om at hjælpe mig og tilmed gør det i en tone, hvor jeg føler mig anerkendt for mit problem. Derfor synes jeg også, at følgende ting har stor relevans for alle dem, der arbejder med support i det daglige arbejde:

1. Skab gode relationer ved at være lyttende og ægte over for den, der har ringet ind. De har et problem, de vil have løst, og grunden til de ringer til dig er, at de forventer, at du kan løse det.
2. Vær bevidst om, at de fleste mennesker kan mærke, hvilken sindsstemning du er i. Hvis du bliver irriteret eller ligeglad, vil det kunne mærkes. Vær derfor opmærksom på dit kropssprog og mimik. Det kan mærkes gennem telefonen.
3. Forsøg at forstå kundes problem. Det kan være svært for kunden at få beskrevet det eksakte problem, så du forstår det i første hug. Vær nysgerrig, stil spørgsmål og vær oprigtig interesseret i at finde en løsning.
4. Du må ALDRIG opgive at forstå. Det kan være, at du ikke kan hjælpe umiddelbart, men har brug for at få sparring af en kollega. Meddel kunden det og vend ALTID tilbage igen til kunden med svar. Support, der ikke vender tilbage, er virkelig et no-go.
5. Slut supporten af med en venlig smal-talk om, at du håber det hjalp, og at de selvfølgelig altid kan ringe igen, hvis de oplever problemer eller har brug for generel hjælp til at brug af dit produkt.

by Martin Hansen

Dokumentation – for hvis skyld?

Dokumenter for barnets/borgerens skyld – ikke for at retfærdiggøre din egen indsats.

Jeg stødte den anden dag på en interessant formulering, da jeg var ude og besøge et opholdssted. Vi snakker om dokumentation og dagbogsnotater, og en pædagog siger pludseligt ”nogen gange virker det som at det vi skriver kun bliver skrevet for at vise hvad pædagogen har lavet i dag”. Sådan havde jeg aldrig tænkt om det, men pædagogen har jo en pointe. Nemlig at dokumentation af pædagogisk praksis ikke må handle om at retfærdiggøre pædagogens arbejde, men skal være rettet mod barnets/borgerens udviklingsmuligheder.

Alt for meget dokumentation bliver ligegyldig viden, hvis vi ikke forholder os til, hvad dokumentationen skal bruges til. I min optik skal dokumentation være grundstenen i det pædagogiske arbejde, så vi har øje på udviklingspotentialer, kan lave en så objektiv vurdering i statusrapporter som muligt, og at vi til sidst kan måle effekten af arbejdet. Vi kan hurtigt bruge mange timer foran pc`en, hvor vi dokumenterer ligegyldig viden og spilder andres tid på at læse det efterfølgende. Sæt nogle relevante mål SAMMEN med barnet/borgeren og dokumenter efterfølgende arbejdet med disse mål. Dermed bliver jeres praksis synlig for jer selv og andre, og I får et oplyst grundlag for at evaluere, hvordan det går med de mål der er sat op.

Min erfaring er, at jo mere i dokumenterer på barnets/borgerens udviklingsmål, des mere relevant dokumentation får I – som vel at mærke handler om barnet/borgeren frem for hvad i som personale har lavet.

by Martin Hansen

Det er DIG det handler om... Et indlæg om medinddragelse

Vi har spurgt Morten Strange, socialpædagog fra Randers kommune om hans syn på og arbejdet med medinddragelse af de unge i hans arbejde. Det er der kommet dette fantastiske indlæg ud af. Tak til Morten for at ville lægge arbejde i at formidle sine erfaringer ud.

I arbejdet med udsatte unge, og for den sags skyld andre borgere, som har behov for støtte, er der ofte mange instanser og personer, som lige nøjagtigt ved, hvad der skal til for at hjælpe den pågældende person. Men det virker ikke altid som vi ønsker det…

Måske skulle vi prøve, at spørge den unge om, hvordan han/hun selv oplever sit liv. Hvilke ønsker til forandring den unge har. Hvilke ressourcer og udfordringer den unge selv ser. Og hvordan de igangsatte foranstaltninger kan hjælpe den unge til at hjælpe sig selv. Det er jo den unge, som er hovedaktør i eget liv.

Det er min erfaring, at vi som pædagogisk personale opnår langt større succesrate med de unge, hvis vi inddrager dem i, hvad vi skal forandre og udvikle, og hvordan vi sammen når frem til det mål. Der er måske mange måder at gøre dette på, og tilgangen kan være forskellig fra sted til sted, men det vigtigste er, at vi er nysgerrige på den unge og spørger ind til, hvad den unge er motiveret for at ændre i sit liv – det er her, vi virkelig kan flytte noget.

Gennem de seneste år har jeg været meget optaget af at finde ud af, hvordan jeg/vi bedst muligt kan skabe en positiv udvikling ved de unge, vi arbejder med. Et vigtigt arbejdsredskab er at generere meget viden om den unge og den unges ønsker, så det er den viden, vi tager udgangspunkt i, når vi laver udviklingsmål for og med den unge. Ofte følger der en stor sagsmappe med, når vi får en sag visiteret, som vi troligt giver os til at læse igennem. I disse rapporter, udtalelser og undersøgelser er der stort set altid fokus på alle de områder, hvor den unge ”falder igennem” og klarer sig dårligt, og papirerne er ofte flere år gamle, så meget kan have ændret sig. Min opfordring til alle, som arbejder med udsatte borgere er, at vi skal have den unges perspektiv på banen. Vi skal have en struktureret samtale med den unge, hvor vi spørger ind til de områder i livet, hvor den unge kan have/har behov for at forandre noget.

Jamen hvorfor nu det?

Undertegnede har med udgangspunkt i denne tankegang udviklet en struktureret samtale, som er interesseret i, at have en dialog med den unge omkring ”hvad ser jeg” og ”hvad ser du”. Vi skal ikke blive enige med den unge om, hvordan den unge er. Vores faglighed ved heller ikke bedre. Vi er ikke interesserede i af få den unge defineret eller diagnosticeret.

Vi er interesserede i at høre, hvad de unge siger til sig selv, og hvilke hændelser der udgør deres identitet. Vi vil gerne vide noget om, hvad de selv oplever som hæmmende. Hvad hjælper dem? Eksempelvis: ”Hvad oplever DU som hjælp? Hvad hjælper dig bare ikke?”

Ved at skabe et rum, hvor vi ”tvinges” til at lytte til den unges version, stiller vi samtidig vores egen opfattelse af tingene i et andet lys. Det giver os en mulighed for at stille os til rådighed for de unge. Ved at være undersøgende og lyttende og være klar over, at vi ikke ved bedst, sætter vi os selv i spil som hjælpere, lyttere, og medspillere, og ikke som administratorer, vogtere og chefer.

I den strukturerede samtale er der lagt vægt på, at både pædagogen og den unge får en stemme og kommer retteligt til orde om sagen. Samtidig ønskes det at komme lidt omkring tingene.

Vi er ikke eksperter i de unges liv. Vores ønsker og forestillinger om det gode liv er ikke nødvendigvis de samme, som dem de unge har.

Redskabet…

Konkret er den strukturerede samtale udformet som to spørgeskemaer; et til den unge og et til pædagogen, hvor de hver især afkrydser, hvilke udsagn, der passer bedst på den unge. Dette spørgeskema omhandler områder, som ofte også findes i handleplanen, såsom boligforhold, økonomi, familieforhold, fritidsforhold og venskaber, arbejde/uddannelse, forbrug af stoffer, kriminalitet, overskud i hverdagen, sundhed og overordnet set.

Der er i spørgeskemaet 6 udsagn om hvert område og det er her, at den unge og pædagogen afkrydser, hvad de mener passer bedst på den unge. Det er yderst vigtigt at pointere, at pædagogen ofte ikke kender den unge, så at det er et rent gæt fra pædagogens side – altså et gæt og et førstehåndsindtryk, der bedømmes ud fra. Men vi skal ikke være enige, da redskabet er lavet som et dialogskabende redskab, som skal give både den unge og os som pædagogisk personale, bedre mulighed for at afdække, hvor den unge har mest mulig gavn af, at vi starter med at arbejde.

Når skemaerne er udfyldt, gennemlæses svarene kronologisk i fællesskab. Det er ligegyldigt, om det er den unge eller pædagogen, der siger, hvad de har svaret. Begge skemaer kan også lægges ved siden af hinanden og så gennemgås. Hvert emne har en række opfølgningsspørgsmål på pædagogens dokument. Disse er vejledende og er hjælpespørgsmål. Disse hjælpespørgsmål er til for at få endnu mere viden om området end det den unge lige selv fortæller til at starte med. Afslutningsvis for hvert område kan der spørges: ”Er det noget, du ønsker vi skal arbejde videre med?” – herved finder vi ud af, hvor motivationen til forandring ved den unge ligger.

Det er også her vi som pædagogisk personale skal være nysgerrige på, hvad den unge ser som den største udfordring i sit liv og kan komme med sit syn på, hvordan han/hun kan hjælpes bedst til en positiv udvikling. Motivationen fra den unge til at arbejde med et givent punkt er altafgørende for, om det lykkes at skabe en positiv udvikling. Altså søger vi at inddrage den unge i sit eget liv, ansvarliggøre den unge for at være aktør for forandring, samt at afklare hvad den unge selv kan gøre, og hvor der ønskes støtte til at skabe forandringer.

Det er ikke raketvidenskab vi har med at gøre, men hovedpointen i at have en struktureret samtale med den unge er at skabe grundlag for en nuanceret samtale og danne solidt og nærværende udgangspunkt for et bevidst relationsarbejde.

Effekten…

Gennem det seneste år har vi brugt den strukturerede samtale som redskab på min arbejdsplads (udsatte unge 12-23 år) og det har vist positive resultater. Når vi aktivt inddrager den unge i det, som vi skal udvikle og forandre, sker der ofte et skifte fra at modarbejde ”systemet” til at den unge begynder at være medbestemmende og tage ejerskab over, hvordan det går med udviklingen. Den unge kan være med til at evaluere sig selv, hvilket har vist sig, at skabe en stor motivation for at gøre noget aktivt for at skabe forandring hos den unge. Ingen unge, eller andre personer for den sags skyld, ønsker at andre skal diktere, hvordan der skal arbejdes og derfor er det yderst vigtigt, at vi får den unge i tale om, hvordan han/hun selv kan gøre noget for forandring, og hvordan vi kan støtte op om at nå det pågældende mål.

Når vi som pædagogisk personale, gennem en struktureret samtale, kan generere viden om den unges nuværende livssituation, og ikke mindst få den unges perspektiv på eget liv, så kan vi tage udgangspunkt i noget aktuelt, som den unge kan forholde sig til, og vi kan sammen arbejde mod et fælles mål og en forandring.

Jeg har oplevet et skifte i tankegangen i de seneste 8 år, jeg har arbejdet som pædagog inden for området med socialt udsatte børn og unge. Vi er i højere grad blevet bevidste om, at hvis de unge skal klargøres til et godt og selvstændigt voksenliv, så skal de lære at tage ansvar og handle anderledes, end de hidtil har gjort. Det er altså ikke nok, at vi som pædagogisk personale blot afhjælper problemerne for den unge, men den unge skal inddrages og lære at tackle livets udfordringer på egen hånd, med os som guide og støtte naturligvis. Lyt til den unge, inddrag den unge, og skab motivation for at være hovedaktør i eget liv.

Af Morten Strange

Socialpædagog i Randers Kommune, coach, foredragsholder og ejer af firmaet Mstrange.dk

by Martin Hansen

Sådan skaber I reel brugerinddragelse

Brugerinddragelse skaber bedre resultater og større tilfredshed. Men det kan være svært at skabe reel brugerinddragelse i en travl hverdag. Vi har samlet 5 håndgribelige råd til bedre brugerinddragelse.

1. Lav nogle principper for brugerinddragelse

Brug et personalemøde på at diskutere hvorfor, hvordan og i hvilke sammenhænge. Forbered nogle gode spørgsmål inden mødet. Det kunne for eksempel være:

• Hvad forstår vi ved brugerinddragelse?
• Hvordan gør vi i dag?
• Hvordan er det synligt for andre?
• Er det reel brugerinddragelse, eller orienterer vi bare om vores målsætninger for borgeren?
• Skal brugerinddragelse systematiseres gennem ugesamtaler og beboermøder, eller er det en grundlæggende præmis hos jer?

Hold jeres værdier op imod brugerinddragelse, så i sikrer, at der er overensstemmelse.

Skriv gerne, hvordan I understøtter disse ønsker, og hvordan borgeren selv ønsker at bidrage til egen udvikling.

5. Skab tillid

Jo højere grad af tillid, I formår at skabe til borgeren, jo større er chancen for, at borgeren giver udtryk for reelle ønsker og ikke bare synes det samme som jer.

by Martin Hansen

Sådan bliver du klogere på barnets adfærd

Nogen børn kan opleves som udad reagerende, konfliktsøgende, voldsomt temperament, aggressive og svingende i deres humør og adfærd. Det kræver tålmodighed fra personalet omkring dem og det kræver at man er i stand til at se bag barnets handlinger. Det er de færreste børn, der reagerer med vold og udfarende adfærd for sjov.

Det kan være en hjælp at se og vurdere på barnets handlinger som et symptom på noget andet. Hvorfor kommer barnet i konflikt med andre børn og personalet, hvorfor ødelægger barnet ting, hvorfor modsætter barnets sig de voksnes anvisninger?

Børn med en udad reagerende adfærd fylder meget i hverdagen. Jeg vil vove at påstå, at der ofte hos den voksne er en særlig opmærksomhed på de børn og en indre advarselsknap der er klar til konflikt. Det har betydning for den måde, vi møder og ser barnet på.

Hvis vi konstant er klar til kamp, så vil den mindste bevægelse fra barnet aktivere advarselsknappen og vi gør klar til konflikt. Det betyder også, at vi ikke nødvendigvis ser bag barnets handlinger. Hvad er gået forud, hvad er barnets intentioner ud fra barnets syn, hvad prøver barnet at signalere eller sige?

Endnu en påstand: Børn, der har udviser noget af overstående adfærd, kan mærke når den voksne er klar til kamp. Og børn er verdensmestre i at leve op til det, de voksne forventer. Dermed er vejen banet til en konflikt, der hverken gavner barnet, de andre børn eller den voksne.

Så det handler om at træne sig til at se bag barnets handlinger og turde gætte på, hvad det handler om.

Her er 6 tips til dette:

• Beskriv situationen så konkret som muligt. Sted, hvad gjorde barnet, hvad gjorde du, var der andre involveret?
• Tillad dig at opsætte en hypotese om, hvorfor konflikten startede. Du er nød til at bruge dine erfaringer med barnet og gætte ud fra disse. Der er ikke noget rigtigt eller forkert.
• Beskriv nogle pædagogiske handlinger du tænker hjalp i situationen eller nogle handlinger du tænker kan hjælpe i de nye situationer, der vil opstå.
• Reflekter sammen med dine kolleger over, hvad årsagen til disse konflikter kan være. At barnet sættes i stressede situationer, lavt selvværd, familiære årsager, relationer etc.
• Afprøv nye pædagogiske handlinger over tid, så i kan se effekten af det.
• Husk at beskrive de gode historier også. Hvis i kun beskriver konflikter, vil jeres mindset være indstillet på at indgå i konflikt med barnet. Hvis i også får beskrevet de gode historier, så vil i se på barnet med andre øjne og i højere grad få fokus på barnets ressourcer.

Lad være med at give alle mulige andre skylden for at barnet er som det er. Kig på jeres egen praksis og se om den hjælper barnet mod bedre udvikling eller understøtter barnet i fortsat at havne i alt for mange konflikter.

by Martin Hansen

Når effektmåling er mere end afkrydsning

Effektmåling af den pædagogiske indsats er blevet en fast del af hverdagen på rigtig mange socialpædagogiske steder. For det første, er det en del af tilsynets indikatorer som fx opholdssteder bliver målt på og for det andet er flere og flere steder optaget af om den pædagogiske praksis har en positiv effekt.

"Jeg har altid haft en hvis modstand mod at måle børns udvikling på baggrund af et afkrydsningsskema. Mest af alt fordi det indikerer, at alle børn er ens og udvikler sig på samme måde."
- Martin Lyngby

Hvis afkrydsningsskemaet i sidste ende viser at der er steder, hvor der skal laves en særlig indsats, så kan personalet kigge på hinanden og blive enige om, at det skal vi da gøre noget ved. For sjældent får man snakket om, hvilken indsats der skal til, hvordan vi vil se en udvikling og hvornår vi skal vurdere på om indsatsen har virket.

Processen er for mig langt vigtigere. Vi må starte med at vide hvad vi er bekymret for og hvad vi gerne vil udvikle på. For socialpædagogiske steder, vil der ofte ligge en handleplan som vi kan tage udgangspunkt i. På 0-6 års området er det diverse skemaer, som vurderer børnenes udvikling. Herefter startet det pædagogiske arbejde:

• Sæt et klart defineret mål for, hvad i vil udvikle på. Det skal gerne spille sammen med fx handleplanen.
• Beskriv meget konkret, hvornår I er i mål med målsætningen. Hvordan er det synligt og hvad vil I måle på? Jo mere konkret I kan beskrive det, jo nemmere vil I have ved at vurdere på det.
• Beskriv jeres pædagogiske praksis i forhold til målet. Det hjælper jer til at sætte en retning og det hjælper jeres kolleger til at arbejde i samme retning. Det skal være anvisninger, der er nemme at forstå og gå til.
• Forhold jer til om der er andre der skal hjælpe til med at nå målet. Lærere, psykologer, sundhedsplejersker etc.
• Sæt en evalueringsdato, hvor I forholder jer til, hvordan det er gået og om I skal justere jeres praksis.

Og nu tilbage til processen. For det er i hverdagen I bliver klogere på den konkrete målsætning. Brug daglige observationer til at få et billede af, hvordan det går og hvordan praksis virker. Det er med til at kvalificere jeres evaluering af målsætningen. I vil i processen blive klogere på, hvad der virker og se nye handlemuligheder. Dermed kan I justere praksis, så muligheden for udvikling optimeres.

Når man arbejder procesbaseret, forholder man sig også til målsætningen og den pædagogiske praksis fortløbende. En af mine anker mod afkrydsningsskemaer er, at det bliver et stykke papir man tager op hver halve eller hele år. Det siger intet om kompleksiteten i arbejdet og intet om de bitte små ting, der hele tiden ændres i barnets udvikling og som pædagogen har brug for at få øje på, for at understøtte udviklingen.

Effektmåling er en god indikator for at få øje på, om det vi gør virker. Men det kan aldrig stå alene. For det siger jo i bund og grund intet om, hvad der har været af handlinger ind imellem vurderingerne, hvis man ikke samtidig knytter notater til udviklingen.

by Martin Hansen